Liberalisering

De sektorer, der leverer disse tjenesteydelser, gennemgår i øjeblikket grundlæggende ændringer. Disse ændringer skyldes teknologisk udvikling, globalisering og liberalisering. Statskontrollerede eller statsejede virksomheder privatiseres, nye virksomheder træder ind på markedet, og man vedtager ny lovgivning om fair konkurrence. Vi ser store strukturforandringer med hensyn til konkurrence og ejerskab.

Konkurrencen hindres dog til dels af, at de fleste af disse sektorer er naturlige monopoler. Transport, energi og i nogen grad også audiovisuelle ydelser og telekommunikation bliver f.eks. leveret og distribueret via fysiske infrastrukturelle net såsom veje, jernbanespor, broer og kabler. På denne baggrund er udfordringen at sikre en veldefineret afgrænsning af de naturlige monopoler i hver sektor og sørge for, at alle delene i sektorerne fungerer til forbrugernes bedste. Kommissionen udtaler, at nu hvor netværksinfrastrukturen (jernbanespor, telefonkabler, rørledninger osv.) kan adskilles fra tjenesteydelser til kunder, nærmer vi os et marked med konkurrence.

Mange tjenesteydelser af almen interesse rummer et element af naturligt monopol. Hvis der ikke er en passende lovgivning eller den eksisterende lovgivning ikke er implementeret ordentligt, har en privatejet, naturlig monopolist ikke nødvendigvis nogen grund til at opretholde fri adgang til infrastrukturen og/eller til at sikre opkobling på rimelige og åbne vilkår. Det bør også tages i betragtning, at der uden konkurrence er større chance for ulovlige samordninger mellem aktørerne på markedet. Dette kan have en negativ indflydelse på adgangen til den pågældende tjenesteydelse, samt pris og kvalitet.

Selv i de sektorer hvor den fri konkurrence er nemmere at indføre, er der ingen garanti for, at forbrugerne vil nyde godt af fordelene ved liberalisering. Det er f. eks. ikke sikkert, at eventuelle prisfald når ud til forbrugerne. Dette har været tilfældet i telekommunikationssektoren, hvor prisfaldet på internationale opkald kun har påvirket et mindre antal af de lokale forbrugere, eftersom der ikke har været et tilsvarende prisfald på opkald til fast takst og lokale opkald.

Ligeledes er et større antal udbydere ikke nødvendigvis lig med et større antal tjenesteydelser til forbrugerne. Dette skyldes enten, at nogle af de udbudte tjenesteydelser er identiske, f. eks. er vand nu engang vand, eller at der er indgået aftaler mellem virksomhederne om at anvende urimelige aftalevilkår, hvilket ødelægger konkurrencen og er til skade for forbrugerne.

Liberaliseringen bidrager til en tættere sammenhæng mellem priser og omkostninger og fjerner behovet for offentlige tilskud. Resultatet kan være større udvalg og lavere priser for nogle forbrugere. På den anden side kan andre forbrugere opleve ulemper på grund af højere priser og eksklusion. Derfor vedtog Kommissionen i 2005 Altmark-pakken.

Spørgsmålet er, om markedet selv kan løse eksklusionsproblemet. Der er en risiko for, at nogle vigtige tjenesteydelser ikke vil blive tilbudt alle forbrugere til overkommelige priser. Personer med lav indkomst og personer, som lever i områder, hvor etablering af infrastrukturen er dyr, er særligt udsatte i forhold til ikke at have råd til vigtige tjenesteydelser. Ligeledes kan visse forbrugergrupper, der anses for at være tabsgivende, risikere ikke at nyde godt af lavere priser, hvis ikke leverandørerne er forpligtet til at tilbyde dette.

Visse vigtige tjenesteydelser er ikke økonomisk rentable og vil derfor ikke blive udbudt på markedet uden indgreb. Dette medfører, at udvalget vil være begrænset eller ikke-eksisterende. F.eks. kan en transportudbyder i en liberaliseret industri vælge ikke at tilbyde sine tjenesteydelser på ruter, der sjældent anvendes. Dette er grunden til, at begrebet »universelle tjenesteydelser« blev indført i den europæiske union.